Beskrivelse af workshop
Introduktion til EFT / tapping
Workshoppen er tilrettelagt som et forløb over 3 gange á 75 min og består af teori og praksis. Man kan deltage aktivt eller som iagttager, alle bestemmer selv. Fordi det er et forløb, vil udbyttet være størst, hvis man deltager alle tre gange, men det er ikke et krav.
Udbytte af workshoppen:
Deltagerne lærer at bruge EFT/tapping i deres hverdag til at bearbejde simple problemstillinger, som f.eks. stress over en deadline, nervøsitet over en eksamen, angstanfald, søvnløshed eller andet følelsesmæssigt ubehag. Man bliver i stand til at bruge EFT/tapping til at nedregulere sit stressniveau generelt som en grundtræning for nervesystemet.
Deltagerne får varig adgang til to tapping-sekvenser på video, lydfil og skrift med forklaring af, hvordan man kan tilpasse dem til sine egne specifikke problemstillinger og præferencer. På den måde har man et redskab i værktøjskassen, som er lige til at gå til, også selv om man måske ikke implementerer det i sin hverdag med det samme
1. gang
Forklaring af, hvad EFT/tapping er, hvordan det virker, og hvad man kan bruge det til. Deltagerne inviteres til at prøve det på egen krop, dvs. at vi tapper sammen på en generel måde, som er tilpasset den pågældende målgruppe. Den første gang arbejder vi typisk med at skabe en følelse af ro og tryghed i kroppen, og deltagerne får varig adgang til en video, en lydfil og et skriftligt manuskript, som de kan bruge til at tappe dagligt, hvis de ønsker det. Det er som en grundtræning til at opnå en afbalancering af nervesystemet.
2. gang
Vi arbejder videre med den overordnede afbalancering af nervesystemet, som vi startede på 1. gang. Vi arbejder også med specifikke og individuelle problemstillinger, hvor hver enkelt deltager får mulighed for at fokusere på sit eget, selv om vi stadig arbejder i fællesskab. Vi tager udgangspunkt i kropslige fornemmelser som f.eks. anspændthed, smerter eller andet ubehag med udgangspunkt i, hvordan det føles i kroppen. Deltagerne må gerne dele, hvad der er på spil for dem, men det er ikke et krav. Deltagerne får varig adgang til en ny video, lydfil og et manuskript, som de kan arbejde videre med individuelt indtil næste gang.
3. gang
Vi arbejder videre med at skabe en følelse af ro og tryghed i kroppen og på at bearbejde følelsesmæssigt ubehag. Der er mulighed for kort at dele erfaringer, hvis man har arbejdet med øvelserne mellem kursusgangene, men det er ikke et krav. Vi gennemgår, hvordan de øvelser, som deltagerne har fået adgang til, kan tilpasses til at individuelle problemstillinger, så deltagerne kan tappe på egen hånd fremover. Deltagerne præsenteres for EFT-teknikker, som kan bruges til bearbejdning af traumer, fobier, PTSD, begrænsende overbevisninger og mange andre ting, så de ved, hvordan de kan arbejde videre med EFT/tapping efter kurset, hvis de vil.
Indholdet tilpasses til målgruppens problemstillinger. Hvis du vil høre mere om workshoppen, kan du vælge en tid i min kalender ved at trykke på knappen nedenunder, og så ringer jeg dig op til en uforpligtende snak om mulighederne. Du kan også ringe til mig på 2069 4558 eller skrive til mig på karen@eft-rummet.dk. Du er altid velkommen i EFT-rummet.
